30-08-2017

Optagelse af kalk

At D-vitaminmangel kan bremse kroppens optagelse af kalk og øge risikoen for knogleskørhed, ved de fleste efterhånden.

Derimod er knap så mange opmærksomme på magnesiums betydning for kroppens optag af kalk. Endnu. For det er på vej.

Magnesium er det fjerdehyppigste mineral i den menneskelige organisme. En voksen indeholder cirka 25 gram, godt og vel halvdelen er indbygget i knogler og tænder, hvor det i offentligheden endnu lidt oversete mineral er en vigtig katalysator for optagelse af kalk i knoglerne. At kalde magnesium for 'et upcoming mineral' er ifølge ernæringsterapeut Karen Nørby ikke helt ved siden af.

"Magnesium er ikke alene afgørende for vores knogler, men for alle kroppens muskler, hormonbalancen og psyken. Så der forskes rigtig meget i magnesium for tiden," fortæller hun.

Meget tyder nemlig på, moderne menneskers magnesiumniveau generelt ligger for lavt. Stress, dårlig ernæring og mange kopper kaffe dagligt skyller mineralerne ud af kroppen, påpeger Karen Nørby, der meget vel mener, magnesiummangel kan skyldes moderne livsstil.